Med alle de mange forskellige religioner der findes, hvordan kan jeg vide, hvilken der er korrekt?
Der er ingen tvivl om, at antallet af forskellige religioner i verden gør det til en udfordring at vide, hvilken der er korrekt. Lad os først overveje nogle tanker om det overordnede emne og derefter se på, hvordan man kan gribe emnet an på en måde, der faktisk kan nå frem til en rigtig konklusion om Gud.
Udfordringen med forskellige svar på et bestemt spørgsmål er ikke enkeltstående for emnet religion. For eksempel kan man give 100 matematikelever, og give dem et komplekst problem at løse, og det er sandsynligt, at mange når frem til et forkert svar. Men betyder det, at der ikke findes et rigtigt svar? Slet ikke. De, der har svaret forkert, skal simpelthen have vist deres fejl og kende de nødvendige teknikker for at nå frem til det rigtige svar.
Hvordan når vi frem til sandheden om Gud? Vi bruger en systematisk metode, der er designet til at adskille sandhed fra fejl ved at bruge forskellige tests for sandhed, hvor slutresultatet er et sæt rigtige konklusioner. Kan du forestille dig de endelige resultater, en videnskabsmand ville nå frem til, hvis han gik ind i laboratoriet og bare begyndte at blande ting sammen tilfældigt? Eller hvis en læge lige er begyndt at behandle en patient med tilfældig medicin i håbet om at gøre ham rask? Hverken videnskabsmanden eller lægen tager denne tilgang; i stedet bruger de systematiske metoder, der er metodiske, logiske, bevislige og bevist at give det rigtige slutresultat.
Når dette er tilfældet, hvorfor skulle teologi – altså studiet af Gud – være anderledes? Hvorfor tro, at det kan gribes an på en tilfældig og udisciplineret måde og stadig give rigtige konklusioner?
Desværre er det den tilgang, mange tager, og det er en af grundene til, at der findes så mange religioner. Når det er sagt, vender vi nu tilbage til spørgsmålet om, hvordan man når sandfærdige konklusioner om Gud. Hvilken systematisk tilgang skal bruges? Først skal vi etablere en ramme for at teste forskellige sandhedspåstande, og derefter har vi brug for en køreplan at følge for at nå frem til en rigtig konklusion. Her er en god ramme at bruge:
1. Logisk konsistens – påstandene fra et trossystem skal logisk hænge sammen og ikke modsige hinanden på nogen måde. Som et eksempel er buddhismens endemål at befri sig selv for alle ønsker. Alligevel skal man have et ønske om at befri sig selv for alle ønsker, hvilket er et selvmodsigende og ulogisk princip.
2. Empirisk tilstrækkelighed – er der evidens til at understøtte trossystemet (uanset om evidensen er rationel, eksternt bevismateriale osv.)? Det er naturligvis kun rigtigt at ønske bevis for vigtige påstande, så påstandene kan verificeres. For eksempel lærer mormonerne, at Jesus besøgte Nordamerika. Alligevel er der absolut intet bevis, hverken arkæologisk eller andet, der understøtter en sådan påstand.
3. Eksistentiel relevans – trossystemet bør tage fat på de store spørgsmål i livet, der er beskrevet nedenfor, og læren bør afspejles nøjagtigt i den verden, vi lever i. Kristendommen giver for eksempel gode svar på livets store spørgsmål, men der bliver nogle gange stillet spørgsmålstegn ved dens påstand om en god og magtfuld Gud, der eksisterer ved siden af en verden fyldt med virkelig meget ondskab. Kritikere hævder, at sådan noget overtræder kriterierne for eksistentiel relevans, selvom der er givet mange gode svar for at løse problemet.
Ovenstående ramme, når den anvendes på emnet religion, vil hjælpe med at lede frem til et rigtigt syn på Gud og vil besvare de fire store spørgsmål i livet:
1. Oprindelse – hvor kom vi fra?
2. Etik – hvordan skal vi leve?
3. Mening – hvad er formålet med livet?
4. Skæbne – hvor er menneskeheden på vej hen?
Men hvordan går man frem for at anvende denne ramme i jagten på Gud? En trin-for-trin spørgsmål/svar tilgang er en af de bedste taktikker at anvende. Indsnævring af listen over mulige spørgsmål giver følgende:
1. Findes absolut sandhed?
2. Blander fornuft og religion sig?
3. Findes Gud?
4. Kan Gud kendes?
5. Er Jesus Gud?
6. Bekymrer Gud sig om mig?
Først skal vi vide, om absolut sandhed eksisterer. Hvis den ikke gør, så kan vi virkelig ikke være sikre på noget som helst (åndeligt eller ej), og vi ender som enten en agnostiker, usikre på om vi virkelig kan vide noget, eller en pluralist, der accepterer enhver holdning, fordi vi ikke er sikre på hvilken, hvis nogen, der er rigtig.
Absolut sandhed defineres som det, der matcher virkeligheden, det, der svarer til dets objekt, og fortæller det, som det er. Nogle siger, at der ikke er findes noget som ”absolut sandhed”, men at tage en sådan holdning bliver selvdestruktiv. For eksempel siger relativisten: “Al sandhed er relativ”, men alligevel må man spørge: er det udsagn absolut sandt? Hvis ja, så eksisterer den absolutte sandhed; hvis ikke, hvorfor så overveje det? Postmodernismen bekræfter ingen sandhed, men alligevel bekræfter den mindst én absolut sandhed: postmodernismen er sand. I sidste ende bliver den absolutte sandhed ubestridelig.
Ydermere er den absolutte sandhed naturligvis snæver og udelukker dens modsætning. To plus to er lig med fire. Intet andet svar er sandt. Dette punkt bliver kritisk, når forskellige trosretninger og verdenssyn sammenlignes. Hvis en trosretning har komponenter, der er bevist sande, så skal ethvert konkurrerende trossystem med modsatte påstande være falske. Vi skal også huske på, at den absolutte sandhed ikke påvirkes af oprigtighed og begær. Uanset hvor oprigtigt nogen omfavner en løgn, er det stadig en løgn. Og intet ønske i verden kan gøre noget sandt, der er falsk.
Svaret på spørgsmål 1 er, at absolut sandhed eksisterer. Når dette er tilfældet, er agnosticisme, postmodernisme, relativisme og skepsis alle falske holdninger.
Dette leder os til det næste spørgsmål om, hvorvidt fornuft/logik kan bruges i religionsspørgsmål. Nogle siger, at dette ikke er muligt, men – hvorfor ikke? Sandheden er, at logik er afgørende, når vi undersøger åndelige påstande, fordi det hjælper os med at forstå, hvorfor nogle påstande skal udelukkes og andre omfavnes. Logik er helt afgørende for at afvikle pluralisme (som siger, at alle sandhedspåstande, selv dem, der modsætter sig hinanden, er lige og gyldige).
For eksempel hævder islam og jødedommen, at Jesus ikke er Gud, hvorimod kristendommen hævder, at han er det. En af logikkens kernelove er loven om ikke-modsigelse, som siger, at noget ikke kan være både “A” og “ikke-A” på samme tid og i samme forstand. At anvende denne lov på disse påstande om jødedom, islam og kristendom betyder, at den ene påstand er rigtig, og den anden er forkert. Jesus kan ikke være både Gud og ikke Gud. Brugt rigtigt er logik et potent våben mod pluralisme, fordi det klart viser, at påstande om modsat sandhed ikke begge kan være sande. Denne forståelse vælter hele “sandt for dig, men ikke for mig”-tankegangen.
Logik fjerner også hele “alle veje fører til toppen af bjerget”, som pluralister bruger. Logikken viser, at hver trosretning har sit eget sæt af tegn, der peger på radikalt forskellige steder i sidste ende. Logikken viser, at den rette illustration af en søgen efter åndelig sandhed er mere som en labyrint – kun én vej går igennem til sandheden, mens alle andre ender i blindgyder. Alle trosretninger kan have nogle overflade-ligheder, men de adskiller sig på væsentlige måder i deres kernedoktriner.
Konklusionen er, at man kan bruge fornuft og logik i religionsspørgsmål. Når det er tilfældet, er pluralisme (troen på, at alle sandhedspåstande er lige sande og gyldige) udelukket, fordi det er ulogisk og selvmodsigende at tro, at diametralt modsatte sandhedspåstande begge kan være rigtige.
Dernæst kommer det store spørgsmål: Eksisterer Gud? Ateister og naturforskere (som ikke accepterer noget ud over denne fysiske verden og univers) siger “nej”. Men selvom der er skrevet bøger og debatter har raset gennem historien om dette spørgsmål, er det faktisk ikke svært at svare på. For at give det ordentlig opmærksomhed, skal du først stille dette spørgsmål:
Hvorfor har vi noget i stedet for ingenting? Med andre ord, hvordan kom du og alt omkring dig til eksistens? Argumentet for Gud kan præsenteres meget enkelt:
- Der findes noget.
- Intet kan skabes ud af ingenting.
- Derfor eksisterer der et nødvendigt og evigt væsen.
Du kan ikke benægte, at du eksisterer, fordi du er nødt til at eksistere for at fornægte din egen eksistens (hvilket er selvødelæggende), så den første præmis ovenfor er sand. Ingen har nogensinde demonstreret, at noget kan opstå ud af ingenting, medmindre de omdefinerer, hvad ‘intenting’ er, så den anden præmis stemmer overens. Derfor følger konklusionen naturligvis – et evigt væsen er ansvarlig for alt, hvad der eksisterer.
Dette er en holdning, som ingen tænkende ateist benægter; de hævder bare, at universet er det evige væsen. Problemet med den holdning er imidlertid, at alt videnskabeligt bevis peger på, at universet havde en begyndelse (det såkaldte ‘big bang’). Og alt, der har en begyndelse, skal have en årsag; derfor havde universet en årsag og er ikke evigt. Fordi de eneste to kilder til evigheden er et evigt univers (benægtet af alle nuværende empiriske beviser) eller en evig Skaber, er den eneste logiske konklusion, at Gud eksisterer. At besvare spørgsmålet om Guds eksistens bekræftende udelukker ateisme som et gyldigt trossystem.
Nu siger denne konklusion så intet om, hvilken slags Gud, der eksisterer, men utroligt nok gør den én gennemgribende ting – den udelukker alle panteistiske religioner. Alle panteistiske verdensbilleder siger, at universet er Gud og er evigt. Og denne påstand er falsk. Så hinduisme, buddhisme, jainisme og alle andre panteistiske religioner er udelukket som gyldige trossystemer.
Yderligere lærer vi nogle interessante ting om denne Gud, der skabte universet. Han er:
• Overnaturlig (da Han eksisterer uden for sin skabelse)
• Utrolig kraftfuld (ved at have skabt alt det kendte)
• Evig (selveksisterende, da Han eksisterer uden for tid og rum)
• Allestedsnærværende (Han skabte plads/rum og er ikke begrænset af det)
• Tidløs og uforanderlig (Han skabte tiden)
• Immateriel (fordi Han transcenderer rummet)
• Personligt (den upersonlige kan ikke skabe personlighed)
• Nødvendig (da alt andet afhænger af Ham)
• Uendelig og ental (da du ikke kan have to uendeligheder)
• Forskellig men har enhed (da al mangfoldighed indebærer en forudgående singularitet)
• Intelligent (i stand til at skabe alt)
• Målrettet (da han bevidst skabte alt)
• Moralsk (ingen moralsk lov kan eksistere uden en lovgiver)
• Omsorgsfuld (ellers ville ingen moralske love være blevet givet)
Dette væsen udviser karakteristika, der meget ligner jødedommens, islams og kristendommens Gud, som interessant nok er de eneste kernetrosretninger, der står tilbage efter ateisme og panteisme er blevet elimineret. Bemærk også, at et af livets store spørgsmål (oprindelse) nu er besvaret: Vi ved, hvor vi kommer fra.
Dette fører til det næste spørgsmål: Kan vi kende Gud?
På dette tidspunkt er behovet for religion erstattet af noget vigtigere – behovet for åbenbaring. Hvis menneskeheden skal kende denne Gud godt, er det op til Gud at åbenbare sig for sin skabelse. Jødedom, islam og kristendom hævder alle at have en bog, der er Guds åbenbaring til mennesket, men spørgsmålet er, hvilken (hvis nogen) der faktisk er sand? Hvis man skubber mindre forskelle til side, er de to kerneområder i tvisten
1. Bibelens Nye Testamente
2. Jesu Kristi person.
Islam og jødedommen hævder begge, at Bibelens Nye Testamente er usandt, og begge benægter, at Jesus er Gud inkarneret, mens kristendommen bekræfter, at begge er sande.
Der findes bjerge af beviser for kristendommen:
Fra det omfangsrige antal antikke manuskripter, til den meget tidlige datering af dokumenterne skrevet under øjenvidnernes levetid (nogle er skrevet kun 15 år efter Kristi død), til mangfoldigheden af beretninger (ni forfattere i 27 bøger i Det Nye Testamente) , til de arkæologiske beviser – hvoraf ingen nogensinde har modsagt en eneste påstand, Det Nye Testamente fremsætter – til det faktum, at apostlene gik i døden og hævdede, at de havde set Jesus i aktion, og set ham opstået fra de døde, leverer kristendommen beviserne til at understøtte sine påstande. Det Nye Testamentes historiske ægthed – at det formidler en sandfærdig beretning om de faktiske begivenheder, som de fandt sted – er den eneste rigtige konklusion at nå, når alle beviser er blevet grundigt undersøgt.
Når det kommer til Jesus, finder man en meget særlig ting ved ham – han hævdede at være Gud i menneskelig skikkelse. Jesu egne ord (f.eks. “Før Abraham blev født, ER JEG”), hans handlinger (f.eks. at tilgive synder og acceptere tilbedelse), hans syndfrie og mirakuløse liv (som han brugte til at bevise sine sandhedskrav frem for modstridende krav) og hans opstandelsen støtter alle hans påstande om at være Gud. Det Nye Testamentes forfattere bekræfter denne kendsgerning igen og igen i deres skrifter.
Hvis Jesus er Gud, så må det, han siger, være sandt. Og hvis Jesus sagde, at Guds skrevne ord er uden fejl og sandt i alt, hvad det siger (hvilket Jesus gjorde), må det betyde, at Bibelen er sand i det, den forkynder.
Som vi allerede har erfaret, kan to konkurrerende sandhedspåstande ikke begge være rigtige. Så noget i den islamiske koran eller jødedommens skrifter, der modsiger Bibelen, kan ikke være sandt. Faktisk fejler både islam og jødedommen, da de begge siger, at Jesus ikke er Gud inkarneret, mens beviserne siger noget andet. Og fordi vi i sandhed kan kende Gud (fordi han har åbenbaret sig i sit skrevne ord og i Kristus), bliver alle former for agnosticisme tilbagevist. Til sidst er et andet stort spørgsmål om livet besvaret – det om etik – da Bibelen indeholder klare instruktioner om, hvordan menneskeheden bør leve.
Denne samme bibel forkynder, at Gud bekymrer sig dybt om menneskeheden og ønsker, at alle skal kende ham indgående. Faktisk bekymrer han sig så meget, at han blev et menneske for at vise sin skabelse præcis, hvordan han er. Der er mange, der har søgt at være Gud, men kun én Gud, der søgte at være menneske, så han kunne frelse dem, han elsker inderligt, fra en evighed adskilt fra ham.
Denne kendsgerning demonstrerer kristendommens eksistentielle relevans og besvarer også de sidste to store spørgsmål om livet – mening og skæbne.
Hvert menneske er skabt af Gud af en grund, og hvert menneske har en skæbne, der venter ham – en skæbne med evigt liv med Gud eller en skæbne med evig adskillelse fra ham. Denne deduktion (og pointen med, at Gud bliver et menneske i Kristus) modbeviser også deisme, som siger, at Gud ikke er interesseret i menneskehedens anliggender.
I sidste ende ser vi, at den ultimative sandhed om Gud kan findes, og verdenssyns-labyrinten kan navigeres i med succes ved at teste forskellige sandhedspåstande og systematisk skubbe løgne til side, så kun sandheden bliver tilbage.
Ved at bruge testene af logisk konsistens, empirisk tilstrækkelighed og eksistentiel relevans, kombineret med at stille de rigtige spørgsmål, fremkommer sandfærdige og rimelige konklusioner om religion og Gud.
Alle burde være enige om, at den eneste grund til at tro på noget er, at det er sandt – intet mere.
Desværre er sand tro et spørgsmål om viljen, og uanset hvor mange logiske beviser der fremlægges, vil nogle stadig vælge at fornægte Gud, og gå glip af den eneste sande vej til harmoni med ham.
Kilde: Gotquestions.org
E V A N G E L I E T
(de gode nyheder)
Jesus er Gud. Jesus døde på korset for min skyld – for at tage min straf for mine synder på sig.
Tre dage efter genopstod Jesus fra de døde og beviste derved, at Han alene er Herre over liv og død.
(1. Kor. 15:1-4).
Vi frelses og kommer i Guds nærvær af NÅDE alene, ved TRO alene, på JESUS KRISTUS alene!